Markedsmodningsfonden åbner op for ny ansøgningsrunde

Markedsmodningsfonden har netop åbnet op for efterårets ansøgningsrunde, hvor virksomheder kan søge om tilskud til at teste produkter og serviceydelser i samarbejde med potentielle kunder for på den måde at komme hurtigere på markedet. Se en oversigt over projekter der fik tilskud i sidste ansøgningsrunde.

Første skridt i ansøgningsrunden er at booke en telefonisk præscreening via fondens hjemmeside.

Det foregår således, at du booker tid via fondens hjemmeside, hvorefter du vil blive ringet op på det bookede tidspunkt. Samtalen vil tage maksimalt 20 minutter og vil tage udgangspunkt i nyhedsværdien af dit produkt eller din serviceydelse, samt det prototypestadie, hvorpå din løsning befinder sig. Resultatet af samtalen vil være en vurdering af, om det giver mening for dig at udarbejde skriftligt materiale og fortsætte til Trin 2 i ansøgningsprocessen.

Du kan læse meget mere om præscreeningen og ansøgningsprocessen inde på Markedsmodningsfondens hjemmeside www.markedsmodningsfonden.dk. Deadline for indsendelse af skriftligt materiale er den 13. oktober kl. 12.00.

Informationsmøder i Markedsmodningsfonden:

Derudover afholder fonden to informationsmøder. Det første arrangement finder sted fredag den 8. september kl. 14 i København i Erhvervsstyrelsen. Derudover er der planlagt et informationsmøde i samarbejde med Væksthus Midtjylland, som finder sted torsdag den 14. september kl. 13. i Aarhus.

På informationsmøderne kan du bl.a. høre mere om vores igangværende ansøgningsrunde, samt få en præsentation fra én af de virksomheder, som tidligere har fået tilskud fra os. Til sidst vil der vil være mulighed for 1:1 sparring med vores sagsbehandlere. Du kan læse mere om de to arrangementer samt tilmelde dig selve mødet og 1:1 sparring her.

Tilmeld dig Markedsmodningsfondens nyhedsbrev og bliv løbende opdateret på nyheder og vigtige frister.